Ungdomsarbejdsløsheden er faldet og det er en glædelig nyhed. Der er ingen tvivl om at initiativer som Fredagsbar på de nye ungdomscampuses som dukker op i flere og flere byer hvor de forskellige uddannelsesinstitutioner placerer sig samme sted i lokalområdet og dermed skaber synergi mellem unge der arbejder med forskellige fag nu er begyndt at forrente sig. For oplever nogle af de fag som unge kommer i beskæftigelse i vækst, så husker de deres kammerater fra baren, når der skal besættes stillinger i virksomhederne,
Fredagsbar livet er dermed omdrejningspunktet og vitalt for den fortsatte vækst i erhvervslivet. Campus tanken er også en gevinst og her må man se på hvordan unge fra landets yderområder kan blive en del af dette liv. Skal man bygge flere kollegier som de unge kan bo på mandag til fredag før de rejser hjem på weekend? Det er vigtigt at de unges vandring fra land til by ikke bliver en fraflytning men derimod kun en nødvendig udstationering i de unges liv før de etablerer sig erhvervsmæssigt på deres fødeegn. Ellers vil vigtig lokalhistorie gå tabt og landeområder vil komme til at ligge decideret øde hen.
Men der er også et andet aspekt. Der er unge med anden etnisk baggrund som skal integreres. Spørgsmålet er hvordan man får dem ind på Fredagsbarene. Det synes at rumme udfordringer, som ikke er baseret på fakta men derimod tro. Uden deres tilstedeværelse vil de ikke kunne skabe de netværk som er så vigtige senere i livet. De vil blive marginaliseret på arbejdsmarkedet og ikke få muligheden for at skabe sig en tilværelse på linje med resten af befolkningen.
På trods af den glædelige nyhed venter der derfor stadig mange udfordringer.
