tirsdag den 4. november 2014

Bekymrende projekt i Hjørring Kommune

På Danmark Radios hjemmeside kan man læse at kommunen i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse, TrygFonden og Kommunernes Landsforening har startet et projekt som skal ændre de unges drikkevaner.

Det er på sin vis bekymrende for i en tid hvor praktikpladserne er få, vil virksomhederne gerne have unge ud som er sociale og klar til at indgå i de sociale relationer som eksisterer ude i virksomhederne. Her er det f.eks. vigtigt at de unge deltager i de sociale arrangementer Fredag efter arbejdstid.

Hvis de ikke vendes til dette på selve ungdomsuddannelserne inden de kommer ud på praktikpladserne, så får virksomhederne ikke de optimale elever.

Det er ikke en indsats imod alkohol som vil sikre at de unge bliver på skolerne. Det er en indsats hvor de unge i højere grad lærer at indgå i sociale relationer der skal til. Det kan man gøre ved at guide de unge hen til skolernes Fredagsbar, hvor de møder andre unge så de ikke går hjem og sidder isoleret i en tid hvor de er ved at omstille sig fra Folkeskolens sikre favn til fremtiden som den stigende digitalisering og globalisering aldrig har virket mere skræmmende end i dag.

Mange unge føler det svært at passe ind. Samfundet risikerer at de vælger uddannelsessystemet fra og vælger grupperinger for at få et tilhørsforhold til nogle der ikke er optimal for deres fremtid. Ja, nogle unge rejser i disse år langt væk for at deltage i diverse borgerkrige.

Samfundets opgave må som sagt være at få de unge til at hygge sig som vores forældres generationer gjorde. En stemning ikke ulig den der herskede i Rottehullet i "Huset på Christiansborg" er ønskelig. Skolen skal være et sted hvor de unge mødes og får klaret de små problemer i deres liv i en hyggelig stemning før problemerne bliver store og de unge måske vælger ungdomuddannelserne fra.

Det er derfor et meget bekymrende projekt Hjørring Kommune og dennes partnere har startet op.


Kilde:
Mindre druk på ungdomsuddannelser skal få færre til at falde fra (Danmarks Radio)